14. okt 2025 3 minutter Projektet Link-Lives slutter: Søgeindgangen består – med nye data I løbet af efteråret 2025 sker der en masse her på siden. Projektet Link-Lives slutter officielt ultimo september 2025, men søgesiden består under Rigsarkivets vinger, og du får endnu flere data at søge i. Nye muligheder og mere data på vej til dig Allerede nu får du flere livsforløb at søge i – og snart også links til flere folketællinger og Politiets Registerblade fra København. Der er altså både mere data, flere links og ny funktionalitet, du kan bruge fra 1/10. Og snart kommer nye vejledninger til at bruge Link-Lives, som passer bedre til vores nye hjem, Rigsarkivet. Projektet er slut: Link-lives.dk fortsætter hos Rigsarkivet Projektet Link-Lives har fra 2019 til 2025 linket over 90 mio. personregisteringer fra fx folketællinger og kirkebøger og på den måde skabt livsforløb, så alle kan søge og følge mere end 7 mio. personer gennem historien. Projektet er gennemført i et samarbejde mellem blandt andet Rigsarkivet, Københavns Universitet (Saxo-instituttet og The Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research) og Københavns Stadsarkiv. Læs mere om Projektet Link-Lives på Rigsarkivets hjemmeside. Søg i data allerede nu Vi har netop publiceret en ny version af søgbare livsforløb og links. Livsforløb er links, hvor man kan følge en bestemt person gennem flere forskellige kilder og over tid. Disse links er blandt det værdifulde data, som projektet Link-Lives har skabt med machine learning-metoder i 2024. De nye links og livsforløb, du kan søge i nu, er lavet på den eksisterende data på link-lives.dk, nemlig kirkebøgerne og folketællingerne fra 1812 og frem til 1901. Men nu er der mange flere og bedre links og livsforløb end før. Ændringer til den nye version Med den nye version, kommer en række ændringer, men det meste er som det plejer: De eksisterende livsforløbs id’er ændrer sig ikke, men får nye URL’er af hensyn til fremtidssikring. De enkelte personregistreringers id (pa_id) ændrer sig ikke, så du kan altid bruge dem til at genfinde ’dine’ livsforløb. Når du søger, sker det fremover i udgangspunkt kun i den nye version med machine learning links (Version 2.1). Du kan dog stadig søge i livsforløb fra den første version (Version 1.2) ved at aftjekke boksen Inkluder kun nyeste metoder. Meget mere data er på vej til dig I løbet af efteråret/vinter 2025 publicerer vi mange nye kilder, som du kan søge i her på link-lives.dk: Folketællinger fra 1890-1921 Fire nye folketællinger, som vi sammen med et eksternt firma har skabt med automatiske tekstgenkendelsesmetoder. Det er tale om tællingerne 1890, 1911, 1916 og 1921. Kvaliteten er ikke den samme som folketællingerne fra Dansk Demografisk Database, men de indeholder spændende nye data med direkte kobling til originalbilledet på Arkivalieronline. Af databeskyttelseshensyn kan vi dog desværre ikke vise data om personer født efter 1904. Politiets registerblade fra København Via Københavns Stadsarkivs hjemmeside har du længe kunnet søge i Politiets Registerblade fra København 1890-1923. Men som rosinen i pølseenden er netop Registerbladene det sidste datasæt, som Projektet Link-Lives når at få linket med andre kilder. Det betyder, at du her på link-lives.dk fra efteråret/vinteren 2025 kommer til at kunne søge i links mellem folketællingerne og Politiets Registerblade og på den måde kan få endnu mere ud af Link-lives.dk. Tak for din tålmodighed, mens vi arbejder på forbedringerne. Søg efter livsforløb på Link-lives.dk. Projektleder, arkivar, lektor, ph.d. Barbara Revuelta-Eugercios