2 minutter

Beta-downloadfunktion nu online 1787 til 1901+

Du kan nu i begrænset omfang downloade søgeresultater fra Link-Lives.dk søgesiden i Excel- og CSV-format.

Download af søgeresultater

På link-lives.dk kan du nu downloade søgeresultater på op til 1000 poster. Formålet med funktionen er, at give forskere, studerende, gymnasielærere og elever mulighed for selv at lave små udtræk i forbindelse med forskning og undervisning. Det kan for eksempel være et søgeresultat bestående af alle i hele Danmark i folketællingen 1880, der er født i Agger sogn. Eller alle der boede i Agger sogn i 1880. Eller livsforløb og personregistreringer for alle bagere i Hillerød i hele datasættet.

Vi håber, at slægtsforskere også kan få glæde af funktionen – man kan for eksempel downloade livsforløb og personregistreringer for alle i datasættet med efternavnet Løkke. Men fordi download-funktionen er målrettet forskning og undervisning, er de tabeller, man downloader store og uoverskuelige. Derfor skal man være indstillet på efterfølgende selv at rydde op i resultatet.

Hvordan downloader jeg?

Du skal oprette dig som bruger og logge på for at få adgang til downloadknappen. Når du er logget på, kan du se knappen ”download” til højre på søgeresultatsiden. Du skal derefter godkende betingelserne for download og vælge format, så er knappen aktiv og kan downloade det søgeresultat, du har fremme. Hvis det er større end 1000 poster får du kun de første 1000.

Læs mere om downloadfunktionen

En simpel betaversion

Downloadfunktionen er første betaversion. De søgninger, man kan lave, er simple og kræver, at der er valgt mindst to søgekriterier. Der er mange andre ting, vi drømmer om at lave, som denne første version ikke kan. Men hvis alt går vel, får vi mulighed for at udbygge funktionen, når vi har vundet erfaring med denne første version.

Har du brug for mere data eller mere avancerede udtræk

Hvis du har brug for større datasæt, kan du fortsat downloade størstedelen af Link-Lives datafiler fra Rigsarkivets Link-Lives hjemmeside.

Datasættene på Rigsarkivets Link-Lives hjemmeside henvender sig til de, der selv kan indsætte store datamængder i selvvalgte databaseformater og selv kan programmere udtræk.

Gå til Rigsarkivets Link-Lives side