Prototypen er en skitse uden design og farver, som man kan klikke rundt i. Prototypen virker dog ikke. Man kan hverken søge rigtigt eller se rigtige søgeresultater. 10 kommende brugere testede prototypen ved at klikke rundt, mens de beskrev det de så og tænkte undervejs. 17. apr 2020 4 minutter Brugertest af prototype på søgning 10 kommende brugere testede i februar og marts en skitse eller prototype på søgefunktion og søgeresultatvisning af livsforløb. Søgning i livsforløb testet af kommende brugere Et livsforløb i Link-Lives er defineret som linkede eller forbundne oplysninger om den samme person i flere forskellige kilder, som fx folketællinger og kirkebøger. Men hvordan ser et link-lives-livsforløb ud, når vi en dag skal vise det her på websitet? Og hvordan søger man i og efter livsforløb? Med en prototype på søgefunktion og søgeresultat, er vi i Link-Lives kommet med et bud på dette. Prototypen – dvs. en række klikbare tegninger eller skitser – virker ikke, forstået som at man kan søge rigtigt. Den er blot en tegning af, hvordan det kan komme til at virke. Prototypen blev i februar og marts testet af repræsentanter for forskellige målgrupper. Målet med testen var at afklare, om den søgefunktion, som prototypen skitserer, er forståelig, bliver set som værdifuld og bruger ord, begreber og elementer som knapper, faneblade og websitefeatures som er brugervenlige og til at gå til. Det var altså prototypen, der skulle testes, ikke brugerne! Sådan lavede vi prototypen – læs om processen Brugertestens omfang og metode De 10 brugere var udvalgt som repræsentanter for Link-Lives største målgrupper, nemlig slægtsforskere, universitetsstuderende, samt forskere inden for historie og sundhed. 5 slægtsforskere, 3 studerende og 2 forskere deltog i testen. Testen blev udført som en række interviews, udført af forskellige deltagere i Link-Lives efter en fælles spørgeguide, for at sikre sammenlignelighed. Et interview tog omkring tre kvarter og blev udført som en såkaldt tænke-højt-test. Tænke højt test går kort fortalt ud på at stille nysgerrige og ikke ledende spørgsmål og primært spørge ind til hvad brugeren forventer at se, inden der klikkes og hvad brugen forstår ved det, vedkommende ser. Det handler om at lade brugeren forklare med sin egne ord, hvad elementerne på skærmen er, betyder og kan bruges til. Brugertestens vigtigste resultater – først det positive Testen viste, at prototypen overordnet skitserer en søgefunktion og en visning af et søgeresultat, som brugerne fandt attraktiv og glædede sig til at kunne anvende. Prototypen anvender også ord og begreber, som overvejende forstås i tråd med det, vi fra projektet har ment med dem. Ved klik rundt i prototypen fandt de fleste af brugerne sider, oversigter og muligheder for interaktion, som de kunne afkode og umiddelbart anvende. Når en bruger blev spurgt om, hvad de forventede, der ville ske, hvis de klikkede på X, var det i de fleste tilfælde det, der skete. Og sådan skal det gerne være. Derudover gav testen en lang række små og store forbedringsforslag og vigtige pejlemærker for, hvad der er vigtigt, og hvad vi skal prioritere, finpudse og justere. Listen er lang og detaljeret og utrolig værdifuld for det videre arbejde med søgningen. Så det negative Det forvirrede testpersonerne, at de eksempler på data, der optræder i prototypen, ikke var rigtige data, men eksempler, der desværre ikke altid gav mening, når man er erfaren inden for brug af historiske kilder. Når man navigerer rundt i en søgefunktion, bruges de data man søger i, til at afkode, om søgeresultatet viser det, man forventede at se. Og da eksemplerne ikke var historisk korrekte, som fx en persons konfirmation dateret samme år som samme persons dåb, forvirrede det i et omfang, som ledte til flere misforståelser. Hvad sker der nu? Testen har vist, at de greb, som prototypen overordnet gør brug af, er fornuftige og til at forstå. Dem vil vi derfor gå videre med, dog med en række af de justeringer og tilpasninger, som testen også afslørede, er nødvendige. De dårligt udformede dataeksempler i prototypen giver dog brugertesten en mindre svaghed, som gør at vi ikke som først planlagt justerer denne prototype og tester den tilrettede version igen. I stedet vil næste prototype, som vi tester, være en ekstrem tidlig udgave at den søgning, der en dag ender med at blive den rigtige. På den måde sikrer vi, at de data, vi tester med, ikke er hverken bedre eller dårligere end de data, den endelige søgning skal formidle, og derfor ikke kan blive en fejlkilde. På den måde kan næste test i endnu højere grad stille skarpt på brugergrænsefladens detaljer – altså knapper, felter, elementer og funktioner på websitet. Stor tak fra Link-Lives til de 10 brugere, der deltog i testen! Arkivar, cand.mag Signe Trolle Gronemann Tags Brugertest Livsforløb søgning